God trivsel er god bundlinje!

På besøg hos Danmarks sundeste virksomhed

Del på:

Selv med en økonomisk krise in mente tjener vi 80 % mere nu end før, vi begyndte at dyrke motion i arbejdstiden.

I dag er vi trukket i idrætstøjet! Vi er på besøg hos den odenseanske produktionsvirksomhed, AXA POWER, hvor vi skal med ud og have et indblik i, hvad det rent praktisk vil sige at dyrke 30 minutters motion i arbejdstiden. Imens vi går i raskt tempo, vil vi gerne høre, hvad den daglige betalte motion har gjort for medarbejdernes effektivitet og motivation.

Hos AXA POWER er den daglige motion det eneste fixpunkt i virksomheden. Det er det eneste tiltag, som ligger ufravigeligt fast. At sætte lighedstegn mellem en hardcore produktionsvirksomhed og et motionstiltag, der er så intensivt, er ikke umiddelbart det mest oplagte. Men hos AXA POWER bygger alle tiltag på idéen om, at det virker at gøre tingene anderledes:

”Hver gang vi arbejder med forandringer, arbejder vi hen imod noget bedre for vores medarbejdere og deraf for virksomheden. En form for forandringsledelse, der går stik imod mange andre produktionsvirksomheders initiativer, hvor det primært handler om at få klemt de sidste 5 sekunder ud af den enkelte medarbejder,” pointerer Henrik Olsson, Adm. direktør, ITW Global GSE Group tørt.

Henrik Olsson, Adm. direktør ITW Global GSE Group (AXA POWER)

I CSR-øjemed falder vores standpunkt om daglig motion positivt tilbage på virksomheden, når vi flere gange er blevet kåret som Danmarks sundeste virksomhed.

Alle er med!

Imens rigtigt mange virksomheder ruller det tunge skyts frem og laver sundhedspolitikker og uddanner sundhedsambassadører, bygger motionstiltaget hos AXA POWER på at gøre det så simpelt som muligt.

”Vi dyrker motion sammen! Og vi gør det uden nogle former for fancy udstyr. Vi skal ikke have et dyrt træningscenter i klæderen, som aldrig bliver brugt. Vi skal ud i naturen og dyrke en form for motion, alle kan være med til,” fortæller Vibeke Bo Hansen og Helle Krogh Petersen, som begge sidder i Marketing – og som i dag er på ”gå-holdet”.

De fortsætter: ”Her i virksomheden efterlever vi Nike’s slogan om bare at gøre det! Og vi er ude hver eneste dag uanset vejr. Vi går og løber i sne og i glat føre. Begrænsninger og dårlige undskyldninger findes ikke. ”

Hvad ville kunderne dog tænke?

”Idéen om betalt motion i arbejdstiden kom sig af, at vores direktør, Henrik, på opfordring fra sin kone var begyndt at løbe hver morgen,” fortæller Vibeke Bo Hansen. ”Hun mente, det var tiltrængt! Men i princippet vil de fleste jo gerne røre sig, så i 2009 tog han idéen med til vores samarbejdsudvalg, hvor den blev modnet og sat i gang som et 3-måneders forsøg.

Hos os på kontoret blev idéen modtaget med lige dele glæde – lige dele nervøsitet! For hvad ville kunderne ikke tænke, når vi pludselig skulle til at lukke virksomheden ned hver eneste dag fra klokken 11.00 til 12.00? Én time, der inkluderer motion, bad og frokost. Lykkeligvis har vi kun fået positive tilbagemeldinger. Alle har vænnet sig til, at vi ikke er tilgængelige i den time. Og når vi har gæster og kunder på besøg, bliver de altid involveret i motionen. Ligesom jer.

Inden de kommer, bliver de opfordret til at tage træningstøj med alt efter, om de mest er til at gå, løbe, cykle eller spille fodbold. I dag har vi for eksempel kunder på kursus fra Heathrow lufthavn. De ville rigtig gerne en tur på boldbanen,” fortæller Vibeke Bo Hansen og Helle Krogh Petersen.

Motion er trivsel. Trivsel er motivation

Sygefraværet i AXA POWER har altid været lavt. På 4 %. Det har derfor aldrig været et direkte mål at sænke det yderligere. Ikke desto mindre er sygefraværet faldet til 1,3 % i årene med daglig motion.

”Det positive ved ordningen er først og fremmest at komme ud og blive bevæget og få lys og frisk luft. Du får fornemmelsen af, at du gør noget godt for dig selv. Og du gør det i arbejdstiden, så du ikke behøver at motionere, når du har fri,” fortæller Helle Krogh Petersen.

Motionen er en frynsegode, som bevirker, at alle har langt mere lyst til at give noget tilbage til virksomheden, når der er brug for, at vi bliver lidt længere. Det er sjovt nok også en frynsegode, som ikke vokser ind i himlen. 30 minutters daglig motion er rigtig fint for langt de fleste. Det er motionen og det gode, det gør ved kroppen, der er drivmidlet.

Vi føler os aldrig presset til at springe motionen over i perioder med ekstrem travlhed. Jo mere travlt vi har, jo mere lægger vi vægt på at komme ud. Selvom vores motionsordning er frivillig, giver det meget til både den personlige velvære og til arbejdet, at vi kommer ud og får ryddet mentalt op,” smiler Helle.

At vi bruger 30 minutter på daglig motion betyder ikke, at vi så ikke når at færdiggøre vores opgaver. Det gør vi! Og mere til. Motionen og den friske luft gør alle langt mere effektive. Den tid det koster, at vi motionerer, er rigtig godt give ud i øget mentalt overskud.

Vibeke tilføjer: ”Når vi dyrker motion sammen på tværs af afdelinger, lærer vi også hinanden at kende på en anden måde. Det betyder, at sammenholdet i hele virksomheden er blevet styrket. Og det er bestemt en fordel, at vi kender hinanden så godt. Særligt når vi har travlt. I de perioder glider arbejdet meget lettere ene og alene, fordi vi kender hinanden så godt.”

Hvorfor gør alle andre virksomheder så ikke det samme?

”Jeg oplever berøringsangst. Det er meget sværere at tænke sig til at komme i gang, end det er, rent faktisk at gøre det. Jeg mener helt oprigtigt, at hvis du har en idé til et tiltag, som er godt for dig og dine kolleger, bør du altid starte med at forberede dig grundigt på forandringen og så ellers gi’ den gas! Virker det, er det fantastisk – virker det ikke, må du iværksætte et nyt tiltag,” pointerer Henrik Olsson.

”Når det er sagt, så måler vi ikke på, om motionen i sig selv virker. Den eneste måling, vi foretager, er den årlige måling, hvor vi gøre kassen op. Den måling afslører summen af alle vores tiltage – og er den positiv, har vi gjort noget rigtigt. Her spiller trivsel og motivation imidlertid en rigtig stor rolle for udfaldet. Og når vi taler om trivsel, afslører vores trivselsundersøgelser, at trivslen her i virksomheden ligger langt over landsgennemsnittet. Jo, det er vi glade for. Men et eller andet sted burde det jo være sådan alle steder. Hvorfor? Fordi god trivsel er god bundlinje,” slutter Henrik Olsson.

 

Del på:
Virksomheder i Tietgenbyen

Mangler dit logo på listen? Skriv en besked til os og vi får det sat ind!

Har du spørgsmål?

Ønsker du at høre mere om køb af grund i TietgenByen, har du spørgsmål eller vil du blot høre mere er du velkommen til at kontakte os.

Har du spørgsmål?